Dem som kender os ved, at vi er meget optaget af den tidlige socialisering, når vi har hvalpe. Vi har tidligere taget udgangspunkt i Pat Hastings, “Another Piece og the Puzzle Puppy Development” og har løbende holdt os opdateret. I de sidste par år har vi været optaget af et nyt socialiserings- og træningsprogram der hedder Puppy Culture, som er specielt udviklet til hvalpe fra fødslen til afslutningen af deres kritiske socialiseringsperiode. Mange af de elementer som indgår i Puppy Culture programmet er genkendelige for os, men de er sat langt mere systematisk op, med hensyntagen til den enkelte hvalps udviklingstrin.

Puppy Culture bygger på præmissen om, at hvalpen altid viser vejen og at hvalpene lærer bedst af passende erfaringer på det rette tidspunkt. Så i dette program kræver det, at den enkelte hvalp observeres nøje og ud fra de adfærdsmarkører som vi ser, tilbyder hvalpen de oplevelser der er optimale på det givne tidspunkt.

Puppy Culture er bygget op omkring positiv forstærkning og der bruges selvfølgelig ikke korrektioner eller forældet dominans teori. Det handler om at observere hvalpen og støtte den bedst muligt igennem de forskellige udviklingsstadier, på det niveau som er mest hensigtsmæssigt for den enkelte. Det betyder bl.a. at vi fremadrettet kommer til at tilbyde den enkelte hvalp langt mere individuel træningstid, end vi tidligere har gjort.

Puppy Culture er et program, som er baseret på den nyeste videnskab og utallige undersøgelser af hvalpe og dyrehold. Vi glæder os rigtig meget til at introducere vores kommende kuld for Puppy Culture og D-kuldet bliver de første hvalpe som lægger poter til.